RIO MED MANU MALHEIRO:
CARIOCA STIL EDITORIAL
THE SCENENogle byer besøger man. Andre bliver hos en. Rio, gennem Manu Malheiro øjne.
Sofia besøgte første gang i 2004 og glemte det aldrig.
Strandene, varmen, maden, måden byen byder dig velkommen med en energi, der ikke findes andre steder. At vende tilbage til Rio, denne gang gennem Manu, var uundgåeligt.
Manu Malheiro er brasiliansk født, med portugisiske rødder, og en reference for alt, hvad vi tror på om stil. Der var ikke noget mere naturligt valg til denne samtale mellem kulturer. Noget i mødet mellem Portugal og Brasilien afspejler, hvad Sofia Godinho altid har været, i detaljen med intention, tilstedeværelse uden anstrengelse.
Cariocaen, personen født i Rio, har en måde at klæde sig på, der hverken er simpel eller kompliceret. Den er proportional med dagen. Med humøret. Med kvaliteten af morgenlyset. Bikiningen valgt til at matche en følelse. Armbåndet der genlyder følelsen af at vågne. Klipklapperne der ikke er skødesløshed, det er en beslutning. Cariocaen spiller beach tennis i et matchende sæt, synger Chico Buarque og bliver rørt ved at se Arpoador-solnedgangen, de har set tusind gange. De har deres egen sjæl, deres egen rytme, et ægte ønske om at grine og leve højt med de mennesker, de elsker. Solar. At vågne smilende.
Måske fordi Rio frem for alt er en by af unik symbiose. Bjerget beskytter havet. Havet oplyser bjerget. Naturen kommer ned i byen, og byen klatrer tilbage op i naturen. Og i det møde fødes noget, der ikke findes andre steder. Cariocaen bærer også dette: land og vand på samme tid, urbanitet og natur i samme gestus, alvor og lethed i samme åndedrag.
Manu Malheiro wearing Sofia Godinho Èze Dress at Mureta da Urca, Rio de Janeiro
Den måde at være flyder over i, hvordan cariocaen lever byen. Ikke Rios rejseguider, men Prainha og Grumari, holdt tæt og kun delt med dem, der ved at spørge. Lagoa om eftermiddagen. Jardim Botânico, hvor tiden bremser uden varsel. Parque Lage, hvor man går efter en kaffe og bliver hele eftermiddagen. Vista Chinesa, som forklarer byen bedre end noget kort. Pedra do Sal. Santa Teresa. Museerne, der rummer hukommelse og forestiller sig fremtiden som Museu do Amanhã, Museu da República, Museu Histórico Nacional.
Det Rio, der spiser frokost på Garota da Urca uden at skynde sig. Der spiser aftensmad på Aprazível med hele byen nedenunder. Der drikker en caipirinha på Mureta da Urca om eftermiddagen, fordi det ved, at det lys mellem kl. 17 og solnedgangen ikke findes andre steder.
Livet er lettere, når man har muligheden for at gå langs kysten hver dag. Rio ved det bedre end nogen.
Den symbiose er også, hvad Sofia Godinho er. Et brand født af havet og lyset, men som transporteres til andre sammenhænge, byen, kulturen, det urbane liv. Vand og land. Sol og skygge. Detaljen, der hører til på stranden og giver lige meget mening ved en middag i Santa Teresa eller en eftermiddag i Jardim Botânico.
Portugal og Brasilien deler et sprog. Men de deler også noget andet: den tavse sikkerhed om, at de bedste ting ikke behøver annoncering. Kun tilstedeværelse.
